Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Sognerejse til Island

Vi planlægger en sognerejse til Island 9. -15 august 2023.

Sommer i Island – bo på en rigtig bondegård, oplev gejsere, gletsjere, vulkaner og ikke mindst Vestmannaøerne

                                  7 dages intensiv tur til Island

                                                                                               

Du vil komme til at opleve utroligt varierede islandske natur. Ud over snedækkede vulkaner, spruttende gejsere og vilde vandfald oplever vi sydlandets store landbrugsområde. Der er tid til traveture langs Atlanterhavets store dønninger, med fugle som selskab. Vi besøger Vestmannaøerne, hvor det voldsomme vulkanudbrud i 1973 ødelagde store dele af byen. Flere steder kendt fra den måske mest berømte af alle islandske saga’er, Njals Saga, indgår i turen – læs den måske på forhånd.

Tre nætter bor vi på en aktiv bondegård, tæt på vulkaner og gletsjere. Det er syv dage med forholdsvis begrænset kørsel og høj intensitet, som den meget erfarne rejseleder K. Torben Rasmussen, bl.a. forfatter af Turen går til Island (se mere om ham nederst i dette program) bidrager til.

 

Det er et højt prioriteret formål på vore rejser at skabe fælles oplevelser og nærvær mellem de rejsende. Det er en slags rejsende højskole. Selv om oplevelserne står i kø, er turene ikke mere hektiske, end at der også er god tid til at tale sammen og udveksle erfaringer af alle slags. Der er meget at dele…

 

PROGRAM

 

Dag 1 / onsdag den 9.8.2023

Deltagerne kommer selv til Kastrup Lufthavn (der kan måske arrangeres fælles transport?)

Fra Kastrup, hvor vi møder rejselederen, er der afgang mod Island kl. 14.10, og efter cirka tre timers tur (og justering af tiden) er der ankomst kl. 15.15 i lufthavnen i Keflavik, på Islands sydvestlige hjørne.

Fra lufthavnen kører vi ned mod sydkysten af Reykjanes, gennem den aktive fiskeriby Grindavik, og derfra mod øst. Ruten går gennem udstrakte lavafelter, næsten parallelt med Atlanterhavet.

Vi laver et kort stop ved de svovlstinkende mudderpøle ved Krysuvik.

Turen fortsætter derefter mod øst, nu snart gennem områder med klitlandskab, næsten som vestkysten i Jylland. Vi kigger ind i et par småbyer, som udviklingen i nogle år gik udenom. Derfor kan man få en god fornemmelse for små havnebyers bygningskultur. Mange fine småhuse fik lov at stå og er de senere år mange steder blevet renoveret.

Er vejret klart kan man snart se vulkanen og gletsjeren Eyjafjallajökull, der i foråret 2010 blev verdensberømt pga. sit udbrud. Den voldsomme askesky satte som bekendt en stopper for den europæiske flytrafik i nogle dage. Sidst på eftermiddagen kommer vi frem til bondegården Sólheimahjáleiga, hvor værten og ejeren Elín tager imod os. Hun er sjette generation på gården. Vi skal bo her de kommende tre nætter, på værelser med privat bad/toilet.

NB: for ikke at gå ”sukkerkold” anbefales det at medbringe vand og lidt spiseligt. Vi spiser aftensmad ret sent.

NB 2: En af aftenerne på gården vil Elín eller/og hendes søn Einar fortælle om livet på landet: Hvordan leves det i vulkanens skygge, og hvordan er vilkårene for landbrug og almindeligt dagligliv i Island. Elín er skoleinspektør og Einar er formand for kommunalbestyrelsen i den lille kommune med lidt under 900 indbyggere.

 

Dag 2 / torsdag den 10.8.2023

Vi starter dagen med at køre lidt mod syd-øst og hen til Dyrhólaey, som er en forhøjning ved

havet. Ikke så høj, men den giver en meget fin udsigt over det spændende område. Vi ser nogle søpapegøjer (lunder) og andre havfugle, herunder måske en kæmpestor sule (med et vingefang på op til 1,75 m). Efterfølgende kører vi ned til byen Vík, hvor der kan købes forfriskninger og i øvrigt kigges på uldvarer og kunsthåndværk i en større butik. Om eftermiddagen bliver der tid til at komme i nærkontakt med en gletsjer, for gletsjertungen Sólheimajökull ligger ikke langt fra vejen og bussen kan køre næsten hen til den. Vi kommer helt hen til den og kan mærke kulden strømme op fra den.

Skal man op på selve gletsjeren, kræver det udstyr i form af pigsko, stave og professionelle folk. Vi skal også have tid til at besøge og bade i et gammelt svømmebassin, omgivet af høje klipper. Det blev anlagt i 1920’erne og brugt som undervisningsbassin for hele områdets børn og unge, foruden som almindelig fornøjelse. NB: besøget i dette bassin kan ikke garanteres. Området er meget dynamisk og er vejret dårligt (eller har netop været dårligt), kan man ikke komme derind. Vanskeligt terræn. Rejselederen afgør på stedet. Sidst på eftermiddagen er vi tilbage på gården, hvor vi spiser middag.

 

Dag 3 / fredag den 11.8.2023

Vi kører tidligt, for vi skal over til øgruppen Vestmannaøerne det meste af dagen. I sommeren 2010

blev der åbnet en ny færgehavn, ikke langt fra Sólheimahjáleiga. Sejlturen varer 35-40

minutter og foregår med den nye elektriske færge. Vestmannaøerne kender de fleste fra det meget eksplosive vulkanudbrud i 1973, som startede midt om natten lige i udkanten af øgruppens eneste by med godt 5.000 indbyggere. Til alt held var størstedelen af fiskeflåden i havn og kunne sejle de fleste indbyggere ind på fastlandet, mens lava og aske ødelagde store dele af byen. Mange huse blev fuldstændig dækket med en lavamasse på op til 10-15 meter. Mange andre fik store skader af askefaldet. Nu kan man gå oppe på lavaen og se gadeskilte og omtaler af de enkelte huse, som nu altså ligger mange meter under lavaen. Det er ret nemt at gå helt op på toppen af det nye fjeld. Kan man stadig mærke den vulkanske varme stige op? Før vi sejler tilbage til ”fastlandet” er der tid til et besøg på det næsten nye museum, der på en meget fin måde fortæller om både dette udbrud og om skabelsen af øen Surtsey i midten af 1960’erne. Tilbage på Sólheimahjáleiga, for den sidste nat på gården.

 

Dag 4 / lørdag den 12.8.2023

Nu pakker vi og forlader Sólheimahjáleiga. Flere oplevelser venter! Efter et par timers kørsel skal vi opleve to attraktioner, der ligger næsten samme sted, hhv. vandfaldet Gullfoss og gejseren Strokkur. Der er god tid til at opleve begge steder, og også til at spise frokost ét af stederne.

Strokkur sender med få minutters mellemrum en høj vand- og dampsøjle op mod himlen. Vandfaldet Gullfoss er imponerende, når man står lige ved siden af de store, kolde vandmasser – det stammer fra gletsjeren Langjökull – der styrter ned gennem flere fald. Man skal passe på sig selv. Der er ikke store beskyttelseshegn, så man skal tænke selv!

Begge steder er der gode muligheder for at spise frokost eller handle.

Så kører vi længere mod vest og besøger så Tingvallasletten og –søen, Island største sø (84 km²), ved hvis nordlige side vi finder et af de mest berømte steder i Island: Landets symbolske hjerte. Tingvallasletten klinger smukt i manges ører – ikke mindst på grund af den historiske dimension. Her blev verdens ældste, stadigt fungerende parlament, Altinget, grundlagt i år 930. Vi skal besøge stedet og høre nærmere om det demokratiske eksperiment. Området er desuden en spændende geologisk attraktion, som rejselederen vil fortælle meget mere om: Netop her skrider den europæiske og den amerikanske kontinentalplade fra hinanden, hvilket resulterer i enorme forkastninger, dvs. revner og sprækker i landskabet. Pga. kontinentalpladernes drift bort fra hinanden vokser Island hvert år gennemsnitligt med ca. to cm i østlig/vestlig retning – en særlig oplevelse at stå midt i.

Her ligger en lille fin kirke, og vi prøver at få adgang til den.

Herfra er der kort afstand til Reykjavik, Island forholdsvis lille hovedstad, hvor vi skal bo de sidste tre nætter. Der serveres ikke middag på hotellet, og vi skal derfor spadsere en kort tur til restauranten for aftensmad.

 

Dag 5 / søndag den 13.8.2023

Kl. 09.00 starter bussen – vi skal på en rundtur i byen, så de vigtigste steder kan blive præsenteret for jer. Vi passerer bl.a. Höfdi, hvor præsidenterne Reagan og Gorbatjov i 1986 holdt deres berømte topmøde, vi kører ud i den gamle, stadigt aktive havn, kører forbi kulturhuset Nordens hus og op forbi udsigtspunktet Perlan. Turen slutter ved den særprægede og meget store Hallgrímskirken. Her er der mulighed for at deltage i Gudstjenesten kl. 11.00.

Resten af dagen er på egen hånd, dvs. frokost og middag finder og betaler man selv. Rundturen gennem byen, et godt kort over midtbyen og rejselederen udpegning af mulige steder, gør det enkelt for deltagerne selv at vælge efter lyst og behov.

Reykjavik er ikke så stor, men rummer god gode muséer, caféer og indkøbsmuligheder. Fra den gamle havn udgår der hvalture, hvor chancerne for at se de store dyr er ret god. Der kan arrangeres rideture på islandske heste og vil nogle en tur i Den Blå Lagune er det muligt (for egen regning). Rejselederen hjælper til rette efter behov.

 

Dag 6 / mandag den 14.8.2023

I dag skal vi besøge et par muséer (kunst- og kulturhistoriske) og møde lokale personer. Det kan være en forfatter, en billedkunstner, en politiker eller andet. Det kan ikke aftales på nuværende tidspunkt (dette skrives februar 2022).

Sidst på eftermiddagen er der kort koncert i koncerthuset Harpa (tegnet af Henning Larsen i samarbejde med dansk-islandske Ólafur Eliasson) og endelig om aftenen flot fælles afskedsmiddag på en af de bedre restauranter i hovedstaden.

NB: pt. kan der ikke siges noget om en mulig koncert i Harpa. Der findes ikke noget program for august 2022, så det er meget vanskeligt at forudsige, om det kommer i gang med små sommerkoncerter til august 2023.

 

Dag 7 / tirsdag den 15.8.2023

Ønsker man det – og det kan bestemt anbefales – så kan man nå et opfriskende besøg i landets største svømmeanlæg. De åbner kl. 07.00. Her kommer de lokale og her kommer man nemt i snak med dem. Og her er der rigelige mængder varmt vand og flere bassiner, alt under den frie himmel. Frisk luft, varmt vand, næsten ingen klor, en lav pris og gode mennesker. Hvad kan man mere ønske sig?

Kl. 10.00 kører vi til kunstmuseet Kjarvalsstadir, som er dedikeret til den mest kendte af de lidt ældre og klassiske kunstmalere, Jóhannes S. Kjarval. Her introducerer rejselederen kunstneren og nogle af værkerne. Bygningen er i sig selv en perle, hvis man da kan værdsætte såkaldt brutalistisk arkitektur, og opført i 1973 af den islandske arkitekt Hannes K. Daviðsson.

 

NB: ønsker man ikke at være med på turen til museet Kjarvalsstadir, kan der aftales et opsamlingssted, før turen går videre mod Bessastadir og flere smukke oplevelser.

 

På vejen mod lufthavnen kører vi en tur til forbi Bessastadir, den islandske præsidents officielle residens, som ligger lidt uden for byen sammen med en fin kirke fra slutningen af 1700-årene.

 

Herefter går turen direkte til lufthavnen og vi tjekker ind til hjemrejsen kl. 15.00. Efter ca. tre timers tur med Icelandair, ankommer vi til Kastrup kl. 20.10 (dansk tid). Derefter på egen hånd hjem til Nordjylland…

Programmet er vejledende og ret til ændringer forbeholdes.

 

                                PRAKTISKE OPLYSNINGER OG PRIS

 

7 dages intensiv Island

9.8. - 15.8. 2023 / Rejse nr. C-???

 

Pris pr. person: cirka kr. 13.500 (NB: prisen er beregnet på baggrund af 2022-priser og må derfor tages med forbehold)

Tillæg for enkeltværelse: kr. 2.000

 

Inkluderet i prisen:

  • Flybilletter t/r, inkl. skatter og afgifter
  • Transport iflg. program i komfortabel, røgfri bus med god plads og erfaren chauffør
  • Indkvartering i delt dobbeltværelse m. morgenmad – privat bad/toilet alle dage
  • NB: på bondegården findes dog kun 14 værelser med privat b/t, andre 6 værelser med fælles b/t. Først-til-mølle princippet gælder. Ønsker man at bo på hyggelige værelser med fælles bad/toilet kan man spare 1.000 kr. pr. værelse.
  • Fuld pension – NB: dog minus 2 x frokost (Dag 5 og Dag 7) og 1 middag/aftensmad (Dag 5)
  • Entréer til de nævnte museer
  • Honorarer til lokale deltagere
  • Sejlturen til/fra Vestmannaøerne
  • K. Torben Rasmussen som rejseleder, fra start til slut
  • Lovpligtigt bidrag til Rejsegarantifonden

Ikke inkluderet i prisen:

  • Servering ombord på flyet
  • Drikkevarer ved måltider – ud over isvand, som altid følger frit og rigeligt
  • Øvrige måltider
  • Eventuelle aktiviteter og entrébilletter ud over de nævnte

 

* Der tages forbehold for større pris- og valutaændringer og for ændringer af skatte- og

afgiftsforhold. Prisen er baseret på 20 betalende deltagere, men gennemføres til nævnte

pris, også selvom der kommer lidt færre med. Der kommer maksimalt 25 deltagere.

 

 

 

 

 

 

Kort om KulturRetur A/S (med Team Island)

Virksomheden ejes af K. Torben Rasmussen og Carl Erik Skovgaard Sørensen.

K. Torben Rasmussen litteraturhistoriker fra Aarhus Universitet, direktør for Nordens hus i Reykjavik (1994-98), rektor for Aarhus Kunstakademi (2000-2004), og forfatter til Turen går til Island (Politikens Forlag) og Naturguide Island (s.m. botaniker Jon Feilberg, Gyldendal 2019). Er en hyppig anvendt foredragsholder. Siden 2004 har han arbejdet professionelt med at arrangere rejser (efter anmodning fremsendes liste over foredrag samt udførligt C.V.).

Carl Erik Skovgaard Sørensen er islandsk konsul i Aarhus, advokat og partner i advokatfirmaet DLA Piper i Aarhus og mange andre stede. Han bistår med idéer, inputs og kontakter bl.a. ved planlægning af erhvervsrelaterede rejser og ture

KulturRetur A/S arrangerer rejse til mange forskellige lande, se mere under www.kulturretur.dk og www.team-island.dk