Prædiken: Midfaste, søndag den

Prædiken: Midfaste, søndag den


# COVI-19
Publish date Udgivet fredag d. 20. marts 2020, kl. 12:03
Prædiken: Midfaste, søndag den

Evangeliet: Johannesevangeliet 6, 24-37

Vi er i fastetiden. Det er midfaste søndag den 22. marts. Mange af os tager det normalt ikke særlig højtideligt det med at faste måske lige med undtagelsen af, hvis vi forsøger at tabe os. Normalt er det sådan på denne tid af året, at vi spiser og gør alle de ting, som vi nu plejer at gøre. Vi faster ikke som en religiøs handling. Det overlader vi til andre religioner og til katolikkerne. Alligevel spørger nogle medier hvert år på denne tid udvalgte personer, om de faster. Jeg har altid tænkt, at det med at faste som religiøs handling er noget pjat og et overstået kapitel. At fasten var noget, som reformationen afskaffede, fordi man på den tid betragtede det som en måde at gøre sig fortjent til frelsen på.  Men nogle er rent faktisk begyndt at faste. Folk har svaret på journalistens spørgsmål om de faster, at de afholdt sig fra helt bestemte ting.  Det kunne være at gå i biografen, ikke at se tv, lukke ned fra de sociale medier og ikke drikke alkohol osv. Altså et eller andet, som de kvittede i deres måde at leve på.

Alle os, som aldrig har fastet i fastetiden og aldrig kunne drømme om at gøre det, er nu ufrivilligt blevet fastende i overført forstand. Køleskabet og fryseren er fyldt, men der er noget, ja, der er meget, som vi skal afholde os fra, som vi ikke kan og må gøre for en tid. Det er det sociale samvær. Det skal vi afholde os fra, og det har vi det svært med. Vi skal isolere os i vores hjem og holde afstand, når vi handler eller møder hinanden på vejen.

Vi bliver på en hård måde mindet om, hvor sandt det er, at mennesket lever af andet end brød alene, som der står i samme kapitel, som dagens evangelium er taget fra. Mennesket lever af andet end brød alene. Vi er også åndelige væsner, og der skal mere til end at dække de fysiske, materielle behov. Og det er noget af det, som Jesus siger til den flok, som opsøgte ham. De opsøgte ham for at få mad. Han havde skaffet dem mad i form af fisk og brød dagen før ved det store bespisningsunder – nu rumlede deres maver igen. Og det kunne jo være smart, hvis han igen kunne sørge for mad til dem. Derfor ledte de efter ham. Da var det, at Jesus sagde: ”I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte.  Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer…” .

Det var maden, de ville have, ikke Jesus. Med andre ord: De havde kun øje for det synlige og materielle, maden, ikke for det, som Jesus gjorde for dem ved at hjælpe dem i en nødsituation. De så ikke, hvad bespisningsunderet var et tegn på, hvad det vidnede om, nemlig hans omsorg og kærlighed. De ville have maden alene.

Det svarer helt konkret til i vores nuværende situation, at vi forestiller os, at nogle træder til og hjælper en, som er sårbar, bringer mad hen til den sårbares dør og så ellers går igen. Den sårbare får mad og dermed dækket det fysiske behov, han bliver mæt, men han får i samme hug mere. Han får et tegn på kærlighed, omsorg og medmenneskelighed. Han har brug for begge dele: Det åndelige og det rent materielle. I virkeligheden er det at hjælpe en sårbar, en ældre, en syg, som er total isoleret, et meget stærkt tegn.

Hvor får vi mange tegn på kærlighed i disse dage! Det har vi så også brug for i denne strenge tid. Se dem, glæd dig over dem. Tusindvis af danskere har meldt til regionerne, at de gerne vil hjælpe. Andre finder på spontane ting, som ikke kommer i medierne. Og alt bliver gjort af omsorg og kærlighed. Vi får mange tegn, som lyser op, tegn på, at vi ikke er alene. At intet menneske bliver overladt til sig selv. Det kan vi glæde os over.

”Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig?” spurgte den flok, som opsøgte Jesus. Dermed sagde de: Overbevis os, giv os et bevis og vi vil tro dig. Havde han ikke lige gjort det, havde han ikke lige bespist de sultende, fastende i ørkenen? Havde han ikke lige givet dem et tegn på sin kærlighed og vist, hvem han er?

Giv os et tegn, Gud, kan vi sige i disse dage. Giv os et tegn på, at du er med os. Vi har fået tegn, evangelierne er fyldt til bristepunktet af dem. Tegn på Guds nærvær.

Og vi kan forstå og tolke den omsorg, som folk lige nu udviser som tegn på Guds kærlighed, at Gud er med os. Ligesom det hedder i aftensalmen ”Du som har tændt millioner af stjerner”:Tak for de mennesker, som blev vor støtte, når vi fandt vejen besværlig at gå”. I vores dåb lød budskabet, løftet, se jeg er med jer alle dage. Det gælder i dag, Gud er med os. Hold fast i det. Gud er med os.   Amen